Radiatorer er varmevekslere, der anvendes til afkøling af forbrændingsmotorer, hovedsageligt i biler, men også i stempeldrevne fly, jernbanelokomotiver, motorcykler, stationære generatoranlæg eller enhver lignende anvendelse af en sådan motor.
Forbrændingsmotorer afkøles ofte ved at cirkulere en væske kaldet motorkølevæske gennem motorblokken og topstykket, hvor det opvarmes, derefter gennem en radiator, hvor det mister varme til atmosfæren, og derefter returneres til motoren. Motorkølevæske er normalt vandbaseret, men kan også være olie. Det er almindeligt at bruge en vandpumpe til at tvinge motorkølevæsken til at cirkulere, og også for en aksial ventilator[1] til at tvinge luft gennem køleren.
Biler og motorcykler[redigér] Kølevæske hældes ind i en bils radiator
I biler og motorcykler med en væskekølet forbrændingsmotor er en radiator forbundet med kanaler, der løber gennem motoren og topstykket, gennem hvilke en væske (kølevæske) pumpes af en kølevæskepumpe. Denne væske kan være vand (i klimaer, hvor det er usandsynligt, at vand fryser), men er mere almindeligt en blanding af vand og frostvæske i proportioner, der passer til klimaet. Selve frostvæsken er normalt ethylenglycol eller propylenglycol (med en
en lille mængde korrosionsinhibitor).
Et typisk bilkølesystem omfatter:
· en række gallerier støbt ind i motorblokken og topstykket, der omgiver forbrændingskamrene med cirkulerende væske til at transportere varme væk;
· en radiator, der består af mange små rør udstyret med en honeycomb af finner til hurtigt at sprede varme, som modtager og afkøler varm væske fra motoren;
· en vandpumpe, sædvanligvis af centrifugaltypen, til at cirkulere kølevæsken gennem systemet;
· en termostat til at styre temperaturen ved at variere mængden af kølevæske, der går til radiatoren;
· en ventilator til at trække kold luft gennem radiatoren.
Forbrændingsprocessen producerer en stor mængde varme. Hvis varmen fik lov til at stige ukontrolleret, ville detonation forekomme, og komponenter uden for motoren ville svigte på grund af for høj temperatur. For at bekæmpe denne effekt cirkuleres kølevæske gennem motoren, hvor det absorberer varme. Når kølevæsken absorberer
varmen fra motoren fortsætter sin strømning til køleren. Radiatoren overfører varme fra kølevæsken til den passerende luft.
Radiatorer bruges også til at køle automatiske transmissionsvæsker, klimaanlægs kølemiddel, indsugningsluft og nogle gange til at køle motorolie eller servostyringsvæske. En radiator er typisk monteret i en position, hvor den modtager luftstrøm fra køretøjets fremadgående bevægelse, såsom bag en frontgrill. Hvor motorer er midt- eller bagmonterede, er det almindeligt at montere køleren bag en frontgrill for at opnå tilstrækkelig luftstrøm, selvom dette kræver lange kølerør. Alternativt kan køleren trække luft fra strømmen over toppen af køretøjet eller fra en sidemonteret grill. For lange køretøjer, såsom busser, er sideluftstrøm mest almindelig for motor- og transmissionskøling, og topluftstrøm mest almindelig til klimaanlægskøling. Radiatorkonstruktion[redigér] Bilkølere er konstrueret af et par metal- eller plastiktanke, forbundet med en kerne med mange smalle gange, hvilket giver et stort overfladeareal i forhold til volumen. Denne kerne er normalt lavet af stablede lag af metalplader, presset til at danne kanaler og loddet eller loddet sammen. I mange år blev radiatorer lavet af messing- eller kobberkerner, der var loddet på messinghoveder. Moderne radiatorer har aluminiumkerner og sparer ofte penge og vægt ved at bruge plastikhoveder med pakninger. Denne konstruktion er mere tilbøjelig til at fejle og er mindre let at reparere end traditionelle materialer.
En tidligere byggemetode var honeycomb radiatoren. Runde rør blev sænket til sekskanter i deres ender, derefter stablet sammen og loddet. Da de kun rørte ved deres ender, dannede dette det, der i virkeligheden blev en solid vandtank med mange luftrør igennem sig.[2]
Nogle veteranbiler bruger radiatorkerner lavet af oprullet rør, en mindre effektiv, men enklere konstruktion.
